Praktisk information
Debatmødet er gratis, men tilmelding nødvendig.
Tilmeld dig her.
Det begyndte med, at Nordic Sugar, landets næststørste CO2-udleder med to sukkerfabrikker i henholdsvis Nykøbing Falster og Nakskov, fik en håndsrækning på 800 millioner kroner af regeringen. Fabrikkerne kunne ikke længere leve op til EU’s miljøkrav, hvis de fortsatte med at køre på kul og olie. Virksomheden truede derfor med at lukke ned for produktionen, hvis ikke de blev koblet på gasnettet, Baltic Pipe, gennem en udløber.
I første omgang skal Lolland-Falster forsynes med naturgas fra Baltic Pipe-netværket. Men på sigt skal det gå den anden vej med grøn biogas. Lolland-Falster har nemlig store mængder biomasse fra marker, husdyr og rester fra sukkerroerne. Fire nye biogasanlæg er på vej, der tilsammen kan producere tre-fire gange så meget biogas, som området selv skal bruge. Det er dermed et signifikant bidrag til den danske gasforsyning.
Lolland-Falsters biogaseventyr skal udgøre et vigtigt bidrag til både klimakampen, erhvervsudvikling og forsyningssikkerhed på Lolland-Falster, i Danmark og i Europa. Det lyder som en vaskeægte succeshistorie. Ikke desto mindre har den store biogassatsning mødt massiv kritik. For kan biogas overhovedet betegnes som grønt? Hvor mange år går der, før det er biogas, og ikke naturgas, der strømmer i rørene? Og hænger Lolland-Falsters gaseventyr overhovedet sammen med den europæiske klima- og energipolitik?
Baltic Pipe, der går fra den norske Nordsø gennem Danmark og til Polen, er et strategisk gas-infrastrukturprojekt, der skal sikre en forsyningsforbindelse på det europæiske marked, reducere CO2-udledningen i Polen og mindske afhængigheden af russisk gas. Med udløberen til Lolland-Falster bliver den sydsjællandske landsdel dermed trukket ind i europæisk storpolitik. Men vil strategien virke efter hensigten og giver den overhovedet mening? Og hvad betyder det egentlig, at Danmark pludselig arbejder så tæt med Polen, der både på klima- og retsstatsområdet er et af EU’s sorte får?
Kom til oplæg og debat med Henrik Høegh og Tyge Kjær.
Henrik Høegh
Henrik Høegh er formand for Biogas Danmark, formand for Venstre på Lolland og forhenværende viceborgmester i Lolland Kommune. Henrik er tidligere medlem af Folketinget for Venstre (2007-2015), hvor han blandt andet var Danmarks fødevareminister fra 2010-2011 og næstformand for Europaudvalget fra 2007-2010. Han er desuden tidligere viceformand i Dansk Landbrug.
Tyge Kjær
Tyge Kjær er lektor ved Institut for Mennesker og Teknologi på Roskilde Universitet, hvor han blandt andet forsker i biogasteknologi og cirkulære bioøkonomiske løsninger inden for energi- og landbrugssektoren i Danmark. Han sætter fokus på biogas på Lolland Falster i følgende artikel: “Biogas Technology as an “Engine” for Facilitating Circular Bio-Economy in Denmark: The Case of Lolland & Falster Municipalities Within Region Zealand”.
Debatmødet arrangeres af DEO i samarbejde med Europe Direct Sjælland. Mødet er en del et debatprojekt, som DEO afvikler i samarbejde med Folkebevægelsen mod EU, Europabevægelsen og Nyt Europa, der er finansieret af Europa-Nævnet.