EUs fiskeriaftaler spænder ben for fred i Vestsahara

EU spænder ben for fred i Vestsahara med fiskeriaftale

19.03.2019

ANALYSE. EU-Parlamentet godkendte den 12. februar 2019 en ny fiskeriaftale med Marokko på trods af, at EU-Domstolen fire gange siden 2016 har understreget ulovligheden ved aftaler omhandlende det besatte Vestsahara. Aftalen frygtes at kunne spænde ben for de nyligt genoptagede fredsforhandlinger i FN-regi.

Af Mette Frederiksen, studerende på Internationale Studier RUC

I Sahara-ørkenens ubarmhjertige hede befinder Vestsaharas lokalbefolkning sig mere end 500 km fra de fisk, som EU og Marokko i sidste måned indgik en fiskeriaftale omkring. Tvunget på flugt af den marokkanske militære besættelse af Vestsahara har størstedelen af befolkningen siden 1975 levet i flygtningelejre i Sahara-ørkenen i det sydvestlige Algeriet.

Senest i februar 2018 fastslog EU-Domstolen ellers, at handels- og fiskeriaftaler mellem EU og Ma-rokko intet juridisk belæg har for at kunne inkludere det marokkansk besatte Vestsahara. Handelsaftaler med Marokko, som indbefatter Vestsahara, er udelukkende lovlige, hvis et forudgående samtykke fra lokalbefolkningen indhentes.

På trods af EU-Domstolens afgørelse for under ét år siden gav EU-Parlamentet sidste måned med et overvældende flertal sit samtykke til en ny fiskeriaftale med Marokko. Aftalen vil blive anvendt i det besatte Vestsahara, hvor EU’s egne tal tilmed viser, at mere end 90 procent af de fisk, som den nye aftale omhandler, vil blive fanget i farvandet ud for Vestsahara.

Værre end Nordkorea og Libyen

Den nye aftale rejser uundgåeligt spørgsmål om substansen bag et regelbaseret system i Europa, hvis Kommissionen og Parlamentet blot kan vælge at vende det blinde øje til domme fra EU’s højesteretslige instans. Kommissionen har argumenteret for, at Vestsaharas ressourcer kan inddrages i bilaterale aftaler med Marokko, fordi menneskerettighedssituationen i det besatte Vestsahara er på niveau med Marokko.

Dette står imidlertid i skærende kontrast til konklusionen i en nylig rapport fra Freedom House, som rangerer Vestsahara som det fjerde mest undertrykte land i verden – blot overgået i menneskerettighedskrænkelser af Syrien, Yemen, Sydsudan og Tibet.

Det betyder, at lande som Libyen, Nordkorea og Venezuela vurderes som værende mere frie end Vestsahara. Ligeledes påpegede Human Rights Watch forud for afstemningen i et åbent brev til EU-Parlamentets medlemmer ulovligheden ved aftalen og bragte i erindring, at EU-Domstolen siden 2016 hele fire gange har konkluderet, at alle aftaler, som omfatter det besatte Vestsahara, er ulovlige.

International Crisis Group stemte også i koret af kritiske røster, da organisationen betragter Vestsahara som en af verdens mest konfliktfyldte områder.

Genåbnede fredsforhandlinger i fare

Aftalens ulovlighed er én ting, en anden er, at indgåelsen af aftalen falder på det værst tænkelige tidspunkt. Vestsahara behandles i FN som Afrikas sidste uløste kolonispørgsmål, hvor ingen af verdens lande har anerkendt Marokkos krav på Vestsahara.

Efter 6 års stilstand blev FN’s fredsforhandlinger om Vestsahara i december 2018 genoptaget. Her påpegede FN’s særlige udsendinge til Vestsahara, at ’ingen vinder ved at opretholde status quo’. Status quo ændrer sig dog radikalt med den nye fiskeriaftale mellem EU og Marokko.

Spørgsmålet er derfor, om EU igennem lukrative fiskeriaftaler har fjernet Marokkos incitament for videre fredsforhandlinger om Vestsahara.

Retorikken fra Marokko er tydelig – det geografisk velplacerede land kan begrænse migrantstrømme mod EU fra syd, hvilket allerede er udmundet i bilaterale aftaler med flere EU-lande samt en mobilitetsaftale med EU med målet om at bekæmpe illegal immigration.

Til gengæld for adgang til fisk og lovning på at tage sig af uønskede migranter søger Marokko EU’s anerkendelse af kravet på Vestsahara.

De facto anerkendelse

Selvom EU pointerer, at aftalen imidlertid ikke skal ses som ’en anerkendelse af Marokkos suverænitet over Vestsahara territoriet’, så er virkeligheden en anden. EU bliver nødt til at vende blikket indad og revurdere dets ofte påståede værdibaserede og normative natur.

Ophører Algeriets gæstfrihed for den halve million bosatte flygtninge fra Vestsahara i landet, hvilket ikke synes usandsynligt i lyset af faldende FN-støtte og donormidler til området, så kan befolkningen ende som potentielle flygtninge til Europa – lige præcis det, som EU i øjeblikket forsøger at købe sig fra i en marokkansk studehandel udformet i fiskekvoter og migrationskontrol.

 

Notat Rovfiskeri I Afrika

DEO udgav i 2011 temamagasinet: EU på rovfiskeri i Afrika (download her), der giver en masse baggrund på aftalerne med Marokko.