Indledning - Vælgerens håndbog i EU

Læs: Vælgerens håndbog i EU

11.03.2019

BOG. Har du ikke helt styr på det EU-Parlament, som du skal stemme til den 26. maj 2019? Her kan du læse indledningen til bogen "Vælgerens håndbog i EU" - og få svar på spørgsmålet: Hvad er EU? Bliv klogere på demokratisk deltagelse og EU's institutioner.

1. HVAD ER EU?

Af Rasmus Nørlem Sørensen

Hvem er jeg, hvor kommer jeg fra, og hvor skal jeg hen? Hvis man stiller de spørgsmål, er det klassiske tegn på, at man befinder sig i en identitetskrise. Man kan med god ret hævde, at EU befinder sig i en krise, hvor der skal tænkes nye tanker om, hvad det europæiske samarbejde skal være i fremtiden. Er EU en slags føderation, en egentlig statsdannelse, eller er det nærmere et internationalt samarbejde? Skal unionen udbygges og have mere magt til at tage fat på løsningen af fælles problemer? Eller skal magten flyttes tilbage til medlemsstaterne?

Det første gode spørgsmål er, hvem der skal tænke de tanker. Valget til EU-Parlamentet, der afholdes i alle medlemslande i slutningen af maj 2019, er en kærkommen anledning til at søge nye svar. Forudsætningen for, at der kan leveres gode svar, er, at de europæiske borgere engagerer sig i debatten og føler, de kan tage medansvar for udviklingen. Ellers vil den oplevede modsætning mellem eliten og folket blive stadig mere politisk sprængfarlig. Man kan også argumentere for, at eliten har haft mulighed for at gøre sig sine europæiske tanker. Nu må folket på banen og tænke med.

Det andet gode spørgsmål er, om vælgerne så har den nødvendige grundviden om EU, som det ser ud i dag, til at kunne debattere samarbejdets fremtid. Der er heldigvis en levende debat om de store principielle spørgsmål om flygtningehåndtering, klimakrise, bankregulering og ulighed. Men der er også et behov for at forstå det europæiske demokratis byggesten og arbejdsprocesser.

1.1 Demokrati kræver deltagelse

Der kan ikke være et demokrati uden aktiv deltagelse fra demos, fra folket. Som minimum må vælgerne bruge deres stemme ved de demokratiske valg og vælge politikere, der kan repræsentere dem i de besluttende organer. Der får vi som danske vælgere i 2019 både mulighed for at stemme ved et Folketingsvalg og ved valget til EU-Parlamentet.

EU er en slags føderation eller statsdannelse, hvor folkevalgte politikere er medlovgivere i EU-Parlamentet. Derfor er det af stor betydning, hvordan det nye parlament bliver sammensat. EU fungerer lidt ligesom andre føderationer, hvor parlamentets magt er delt med repræsentanter for delstaterne.

I EU er det Ministerrådet, hvor de enkelte landes fagministrenes godkendelse er forudsætningen for, at et lovforslag kan vedtages. Men EU er også et samarbejde, der er i udvikling. Den udvikling bliver styret af stats- og regeringsledere fra medlemslandene, der mødes på en stribe årlige topmøder.

Indholdsmæssigt er der nok af problemer og udfordringer at tage fat på i EU. Der er en lurende eurokrise, flygtningestrømme, sikkerhedsudfordringer og klimaomvæltninger for blot at nævne nogle af dem. Men der er også en styringskrise eller en demokratisk krise, der måske er lige så vigtig. Er der opbakning til EU-samarbejdet fra borgerne? Oplever almindelige mennesker i Europa, at vi kan få indflydelse på den politiske kurs?

Forudsætningen for indflydelse og engagement er, at vi som borgere og vælgere forstår det politiske system.

Derfor denne bog. Vælgerens håndbog, en analytisk rejseguide til det EU, der eksisterer i dag. Forhåbentlig kan bogens små skarpe analyser af institutioner, beslutningsprocesser og aktuelle udfordringer lede læserne gennem det på en gang velkendte og fremmedartede landskab som EU udgør.

1.2 Kend dine magthavere

EU’s beslutningsprocesser kan virke fjerne og uigennemskuelige, men det er egentlig ganske simpelt at få overblik over den formelle magtfordeling og de mest almindelige beslutningsprocesser. Hvis vi gemmer spidsfindighederne og fokuserer på de politiske organer, er der fire stoppesteder i den politiske proces på europæisk plan.

Topmøderne

Medlemslandenes stats- og regeringsledere mødes mindst fire gange årligt til topmøder i det, der formelt kaldes Det Europæiske Råd. De mange kriser i de seneste år har betydet, at der bliver holdt mange flere møder end de fire påkrævede.

Topmøderne ledes af en formand, som de deltagende ledere vælger for to et halvt år ad gangen med kvalificeret flertal. Den nuværende formand er den konservative Donald Tusk, der er tidligere regeringsleder i Polen. Han blev valgt ved en flertalsafgørelse, hvor den polske regering stemte imod hans kandidatur. Efter parlamentsvalget, skal der udpeges en ny formand.

Topmøderne træffer beslutninger med vedtagelsen af såkaldte konklusioner, der i langt de fleste tilfælde træffes med konsensus. De kan ikke vedtage EU-lovgivning, men stats- og regeringslederne udstikker de overordnede rammer og sætter prioriteterne for samarbejdet.

EU-Kommissionen

Kommissionen er EU’s udøvende magt og fungerer som en slags regering, der skal arbejde for EU’s interesser. Hvert medlemslands regering udpeger en kommissær for fem år ad gangen, der får et ressortområde på lidt samme måde som en minister i en regering. Til hver kommissærpost hører (alt andet lige) et ministerium, der kaldes et Generaldirektorat. Kommissionen har initiativret, hvilket vil sige, at de har monopol på at fremsætte lovforslag.

Posten som kommissionsformand er en af de mest magtfulde i EU. I dag er det den konservative politiker Jean-Claude Juncker, der er formand for Kommissionen og dermed en slags premierminister for EU. Han er tidligere statsminister i Luxembourg. Efter valget skal der vælges en ny kommissionsformand ved den såkaldte spidskandidatproces, som du kan læse mere om i kapitel 2.7.

Kommissærerne mødes normalt ugentligt i det, der kaldes kollegiet. Derudover kan formanden indkalde ekstraordinære møder. Kommissionen træffer oftest beslutninger med konsensus og er kun beslutningsdygtig, hvis et flertal af kommissærerne er til stede. Der kan holdes hemmelige afstemninger, hvis formanden eller en kommissær beder om det. I det tilfælde kan forslaget vedtages med almindeligt flertal.

Ministerrådet

Den lovgivende magt er delt mellem Ministerrådet og EU-Parlamentet, så praktisk taget alle lovforslag skal godkendes begge steder for at blive vedtaget. Ministerrådet udgøres af en fagminister fra hvert land, der sammen med sin EU-ambassade varetager sit lands interesser i den europæiske lovgivningsproces. Man kan sammenligne Rådet, som det ofte kaldes, med et senat eller et overhus.

Ministerrådet træffer normalt afgørelser med kvalificeret flertal, der kræver opbakning fra at et flertal af lande, der tilsammen tæller mindst 65 procent af EU’s befolkning. De store lande har altså mest at skulle have sagt, men den magt modvejes til dels af kravet om, at et flertal af landene skal støtte forslaget.

Ministerrådet ledes af det roterende formandskab. Hvert halve år overtager et medlemsland formandskabet for Ministerrådet. Formandslandet leder møderne, men sætter også politiske mål for samarbejdet i perioden. I foråret 2019 sidder Rumænien for første gang for enden af bordet, og i efteråret 2019 er det Finlands tur. Danmark får først opgaven igen i år 2025.

EU-Parlamentet

EU-parlamentets 751 medlemmer er valgt i de enkelte medlemslande og har deres politiske mandat direkte fra vælgerne. Ved valget i år skal der vælges 705 medlemmer, heraf 14 i Danmark, hvis briternes udmeldelse forløber efter planen. Alt kan ske med Brexit, og det står ved redaktionens afslutning ikke klart om udmeldelsen udskydes. I så fald skal briterne stemme til et EU-Parlamentsvalg og endnu en gang sende 73 politikere til Bruxelles. Det vil sandsynligvis betyde, at der kun bliver plads til 13 danskere i Parlamentet.

Tyskland er med 83 millioner borgere det største land, og har 96 pladser i Parlamentet. Malta er det mindste land med 460.000 indbyggere og seks pladser. De små lande har altså væsentlig flere pladser per indbygger end de store.

Politikerne der vælges til EU-Parlamentet, deler sig efter anskuelser i partigrupper, der varetager mange af de samme roller, som partierne har i det danske Folketing. Parlamentsmedlemmerne er valgt til at varetage de europæiske borgeres interesser ud fra deres ideologiske standpunkt.

Hvis det hele var så simpelt, som den formelle magtdeling giver indtryk af, så var der ikke behov for en håndbog til vælgerne. Men djævlen ligger som bekendt i detaljen – og ofte også i de uformelle gråzoner, hvor beslutningerne finder vej uden om den ovenfor skitserede magtdeling.

 

Læs de øvrige kapitler i "Vælgerens håndbog i EU"