Skal Danmark tilslutte sig Bankunionen? - EU-valget ti store spørgsmål

Skal Danmark tilslutte sig Bankunionen?

28.03.2019

BOG. Læs kapitel 8 i bogen EU-valgets ti store spørgsmål, hvor Staffan Dahllöf giver overblik over Bankunionen og de ti spidskandidaters holdninger til Danamrk skal tilslutte sig Bankunionen. De øvrige kapitler fra bogen udgives her på siden frem mod valget den 26. maj.

8. SKAL DANMARK TILSLUTTE SIG BANKUNIONEN?

Af Staffan Dahllöf

Seks ud af de ti partier siger ja til, at Danmark tilslutter sig den Bankunion, som er under opbygning - om end med varierende grad af begejstring. Socialdemokraterne kan få en nøglerolle i en kommende afgørelse om deltagelse i Bankunionen, også i spørgsmålet om hvordan det skal ske: Ved folkeafstemning eller en folketingsbeslutning.

Enhedslisten, Folkebevægelsen mod EU, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance siger nej til en Bankunion for Danmarks vedkommende.

Under konstruktion

Bankunionen, som i første omgang er tiltænkt de 19 eurolande, eksisterer ikke fuldt ud endnu. Der er tale om en bygning under opførsel, hvor bygningskonstruktørerne ikke er helt enige med arkitekterne om, hvordan opgaven skal gribes an.

Bankunionen skal, ifølge arkitekterne, bestå af tre søjler: Et fælles tilsyn for de cirka 120 største europæiske banker, et system til krisehåndtering af nødlidende banker og en fælles indskudsgarantiordning til bankkunder med penge i klemme, hvis alt går galt.

Tilsynet har været på plads siden 2014. Det varetages af den Europæiske Central Bank (ECB). Danmark er på grund af euroforbeholdet ikke med i ECB’s ledelse, der kaldes styrelsesrådet, men vil kunne få en plads i det særlige tilsynsråd, hvis man altså tilslutter sig Bankunionen.

Systemet til krisehåndtering, der kaldes SRM (Single Resolution Mechanism), bygger på en fælles afviklingsfond, der forkortes SRF (Single Resolution Fund), der har til opgave at give lån eller garantier til krakkede banker. Oprettelsen af fonden er besluttet politisk, men den skal først tilføres kapital fra bankerne for at kunne fungere. Det er hensigten, at fonden i 2024 skal råde over 410 milliarder euro.

Så langt er det forholdsvis uproblematisk.

Tvivl om Bankunionen vil virke

Men hvad nu hvis en eller flere storbanker krakker, inden fonden er helt på plads, eller hvis fonden viser sig ikke at være stor nok til at håndtere krakket?

Svaret på det spørgsmål er, at opgaven så går videre til EU’s særlige krisefond, ESM (European Stability Mechanism), der er kendt for sine kriselån til Grækenland, Irland, Portugal, Spanien og Cypern. ESM har eksisteret siden 2012, men det var først i 2018, at ESM fik til opgave også at fungere som sikkerhedsnet, eller bagstopper, for fallerende banker – og ikke kun som långiver til eurolande i krise.

Her skjuler sig dog et endnu ubesvaret spørgsmål om ESM’s fremtid. Kommissionen og den franske præsident, Emmanuel Macron, har foreslået, at ESM laves om til en Europæisk Valutafond (European Monetary Fund – EMF) på linje med den internationale valutafond IMF. En sådan fond vil få udvidede opgaver sammenlignet med dem, som krisefonden ESM har i dag. For eksempel ved at give lån til fremadrettede investeringer og ikke kun til nødlidende banker eller medlemslande i knibe.

Kommissionen har foreslået, at den nye EMF skal styres og ledes – af Kommissionen. Det mener til gengæld ti EU-lande, blandt dem Danmark, er en dårlig idé. De ti vil ikke overlade magt og beføjelser til den overstatslige Kommission, men ønsker at bevare kontrollen af fonden på de deltagende medlemslandes hænder.

Hvornår det spørgsmål kan tænkes at blive løst, er uklart i skrivende stund, blandt andet fordi det er koblet til en større diskussionen om, hvordan det fremtidige euro-samarbejde i det hele taget skal styrkes og udbygges.

Fælles indskudsgaranti i politisk dødvande

Endelig er der konstruktionen af en fælles indskudsgarantiordning. En opgave som i dag varetages af medlemslandene. Ordningen sikrer, at bankkunder med op til 100.000 euro (750.000 danske kroner) på kontoen kan være trygge, hvis deres bank kommer i vanskeligheder. Kommissionens oplæg går ud på, at en sådan garanti trin for trin skal overtages af et fælles system, som, når det er fuldt udbygget, skal have adgang til en kapital på 43 milliarder euro, svarende til 323 milliarder danske kroner, i 2024.

Problemet er, at forhandlingerne om en sådan ordning er gået i stå, blandt andet på grund af usikkerhed om hvem der i sidste ende kommer til at betale, hvis den fælles garantifond ikke er stor nok.

Der er altså tre ubekendte faktorer i spillet om Bankunionen.

Bliver systemet til krisehåndtering stabilt nok til, at regningen for krakkede banker ikke i sidste ende havner hos skatteyderne, selvom hensigten er, at bankerne selv skal betale ved deres samlede indskud til den fælles afviklingsfond?

Hvem skal have magten over de nye og udvidede muligheder for at udstede forskellige lån? De långivende medlemslande eller Kommissionen? Kan medlemslandene overhovedet blive enige om sådan en fælles indskudsgarantiordning, som kan sikre bankkundernes konti, uden at regningen bliver sendt videre til skatteyderne?

Partier afventer udredning

Den danske regering har bestilt en udredning om, hvad dansk deltagelse i Bankunionen vil indebære. Resultatet af den analyse er annonceret til efteråret og dermed efter afholdelsen af både folketingsvalg og valg til EU-Parlamentet. Den analyse kan komme til at afgøre Socialdemokratiets og Alternativets holdning, men også hvordan Venstre og Konservative stiller sig. V og K er dog som udgangspunkt positive overfor en dansk tilslutning.

»Når der nu er indledt en undersøgelse om, hvad en deltagelse kan komme til at betyde for Danmark, så vil det være forkert fra politisk side at gå ud og underminere den proces på forhånd. Så det bliver et ja fra min side, men med forbehold,« siger Venstres Morten Løkkegaard.

Alternativet vil, siger Rasmus Nordqvist, se resultatet af det analysearbejde, som er sat i gang, inden man tager stilling, men siger, at der er »mere og mere, der peger i retning af, at vi selvfølgelig skal gå med.«

»Idéen om en Bankunion bygger på gode intentioner. Den støtter jeg varmt. Men det skal ikke være sådan, at borgerne kommer til at betale for krakkede banker i andre lande,« siger socialdemokraternes spidskandidat, Jeppe Kofod. Han tror ikke, at der kommer en afklaring på spørgsmålene om Bankunionen før tidligst i 2020.

Pernille Weiss (K) er indstillet på, at Danmark hurtigt tilslutter sig Bankunionen for at kunne præge samtalerne om, hvordan den skal udvikles.

De Radikale Venstres Morten Helveg Petersen er ligeledes positiv. Han mener, med henvisning til udtalelser fra Nationalbanken, at risikoen for at hæfte for banker i andre lande er en ret teoretisk problemstilling.

Sammen med Margrete Auken (SF) er der dermed seks af de ti danske partiers topkandidater, der går ind for en tilslutning, med varierende forbehold for, hvad den kommende danske analyse vil vise.

Modstandere af Bankunionen

Omvendt siger Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Folkebevægelsen mod EU og Liberal Alliance nej til dansk tilknytning til Bankunionen. Det er den samme holdopstilling, som sagde nej til at fjerne det retlige forbehold ved folkeafstemningen i 2015.

Tre af nej-sigerne - DF, Enhedslisten og Folkebevægelsen mod EU - motiverer deres holdning med risikoen for at hæfte for andre landes banker, mens magten over støtteordninger og kriseløsninger fjernes fra Danmark.

Liberal Alliance har en lidt egen begrundelse:

»Det fælles banktilsyn vil tage sig af de store banker, og det kunne måske være en god ide. Men da Danmark er uden for euroen, vil tilsynet kunne lukke en stor dansk bank, uden at Danmark sidder med ved beslutningsbordet, og derfor siger vi nej til en Bankunion nu,« siger Mette Bock. Hun ønsker heller ikke, at de danske realkreditlån, som udgør to tredjedele af alle danske udlån, kommer under pres af fælles regler i Bankunionen.

Beslutningen om en dansk deltagelse i en Bankunion er en rent dansk beslutning og ikke noget, som EU-Parlamentet skal tage stilling til. Spørgsmålene bliver alligevel stillet her, fordi partiernes parlamentskandidater bliver EU-politikere på fuld tid, hvis de opnår valg, og de har eller får kendskab til debatten om en Bankunion i andre lande.

Krav om folkeafstemning

For Enhedslisten, Folkebevægelsen og DF er kravet om en folkeafstemning om Bankunionen centralt:

»Jeg frygter, at der kommer til at sidde et flertal efter folketingsvalget og EU-parlamentsvalget, der vil luske Bankunionen ind ad bagdøren uden at have modet til at spørge befolkningen,« siger Nikolaj Villumsen (EL).

Peter Kofod (DF) hæfter sig ved, at Mette Frederiksen (S) i november gik ind for folkeafstemning om deltagelse i Bankunionen. En udmelding, som partiet i Folketinget, derefter har skabt usikkerhed om.

Selv er han og Dansk Folkeparti ikke i tvivl:

»Vores banker og bankkunder skal ikke hæfte for andre landes banker. Hvis man vil, at Danmark skal med, så skal vi have en folkeafstemning.«

Rina Ronja Kari (FB) ser en risiko ved, at man får lavet et tilsyn under EU-ledelse, der skal tage stilling til, hvad der skal ske med de store banker, hvis de for eksempel er ved at krakke. »Så flytter vi magten væk fra os selv, men i realiteten vil regningen stadigvæk kunne ende hos de danske skatteydere,« siger hun.

Læs de øvrige kapitler i "EU-valgets ti store spørgsmål" her på siden.