Skal EU indføre klimaafgifter - EU-valgets ti store spørgsmål

EU-valget ti store spørgsmål: Skal EU indføre klima-afgifter?

19.03.2019

BOG. Læs kapitel 2 i bogen EU-valgets ti store spørgsmål, hvor Peter Riddersborg giver overblik over EU's klimapolitik og de ti spidskandidaters holdninger til, hvor samarbejdet skal sætte ind. De øvrige kapitler fra bogen udgives her på siden frem mod valget den 26. maj.

2. SKAL EU INDFØRE KLIMA-AFGIFTER?

Af Peter Riddersborg

De fleste politikere vil redde klimaet, men der er uenighed om midlerne til den nødvendige reduktion af drivhusgasser blandt spidskandidaterne i vores undersøgelse. Skal man primært satse på nye teknologier og incitamenter for virksomhederne samt den enkelte borgers personlige ansvar? Eller er der brug for strengere politiske tiltag og krav, end vi hidtil har set? Spørgsmålet deler langt hen ad vejen partierne efter klassisk højre/venstre-skala.

Fra optimisme til frustration

Det vakte stor begejstring, da verdens ledere blev enige om en klimaaftale under COP21-topmødet i Paris i 2015. Den slog blandt andet fast, at landene skulle arbejde for at begrænse den globale temperaturstigning til mellem halvanden og to grader over førindustrielt niveau.

Året efter ratificerede samtlige EU-medlemslande Paris-aftalen, og EU’s klimastrategi blev strammet op med en række delmål, der skal være opfyldt over de næste 30 år. Det handler om reduktion af drivhusgasser, anvendelse af vedvarende energi og en samlet reduktion af energiforbruget.

Et par år senere er begejstringen falmet. USA forlader klimaaftalen, og forskere advarer mod, at det går alt for langsomt med at reducere udslippet af drivhusgasser på globalt plan. Her slipper EU-landene heller ikke for kritik af den hidtidige træghed i forhold til at gennemføre effektive politiske tiltag.

Handel med kvoter for udledning

Indtil videre har strategien i EU primært været en markedsdrevet grøn omstilling, som skal give virksomhederne incitamenter til at konkurrere om de billigste klimaløsninger. Centralt i denne strategi er et kvotesystem for udledning af drivhusgasser kaldet ETS. Det blev indført i 2005 for at sætte en pris på udledning, der skulle øge investeringerne i grøn energi. Virksomhederne blev tildelt kvoter, som de kunne handle med, alt efter om de havde overskud eller brug for at udlede mere. Landbrugs-, transport- og boligsektoren blev dog fritaget fra kvotesystemet, selvom cirka tre fjerdedele af udledningen af drivhusgasser kommer herfra.

Prisen på kvoter var i begyndelsen høj, men siden 2011 er den faldet drastisk, hvilket blandt andet skyldes den økonomiske krise, der bremsede industriens aktiviteter. En anden årsag er et uheldigt paradoks ved systemet: Jo mere der investeres i vedvarende energi og spares på udledning af drivhusgasser, desto mindre bliver efterspørgslen på kvoter, som derfor falder i pris og gør det billigere at forurene.

Det stod hurtigt klart, at der var brug for en opstramning, der trak kvoter ud af systemet i et hurtigere tempo end planlagt for at hæve prisen. Det tog dog EU-landene mere end tre år at blive enige om den første reform af ETS og yderligere to et halvt år for næste opstramning i november 2017. Det skyldes ikke mindst modstand fra enkelte medlemslande, der kunne blokere forslag på grund af kravet om enstemmighed. Udledning af et ton CO2 koster i dag under 150 kroner. Dansk Energi vurderer, at prisen skal op over 200 kroner, hvis den skal skabe incitamenter til at fravælge fossil energi.

Afgifter på udledning

Selvom kvotesystemet i dag så småt er begyndt at hjælpe med at reducere udledningen af drivhusgasser, peger forskere på, at der skal andre midler til, hvis EU skal leve op til egne mål. Allerede i 2011 foreslog EU-Kommissionen en fælles CO2-afgift, der skulle ramme brugen af fossile brændsler. Det blev dog skudt ned, da der blandt andet ikke var flertal for det i EU-Parlamentet.

Desuden har store dele af erhvervslivet kæmpet mod øget regulering på klimaområdet med begrundelsen, at det har negative konsekvenser for konkurrenceevne og beskæftigelse. En OECD-rapport fra januar 2019 konkluderede dog, at det er muligt at reducere udledningen uden at skade arbejdspladser eller virksomhedernes finansielle resultater.

På det seneste er idéen om en decideret skat på udledning af drivhusgasser da også vendt tilbage i Europa. Tyskland, Norge og Sverige er blandt de lande, der allerede har indført afgifter på flytransport, som er den mest klimabelastende transportform. Andre klimaafgifter bliver også diskuteret, herunder på oksekød, der står for en stor del af udledningen i landbruget.

Forurening skal koste

Klimapolitikken er delt kompetence mellem EU og medlemslandene. EU-Parlamentarikerne har indflydelse, da de sammen Ministerrådet vedtager klimapolitik på baggrund af forslag fra EU-Kommissionen. Vi spurgte partiernes spidskandidater, om de mener, at EU skal indføre klimaafgifter for eksempel på flybrændstof eller oksekød.

Morten Helveg (R) er generelt tilhænger af grønne afgifter og ønsker eksempelvis skatter på kul, plastik og flybrændstof. Sidstnævnte kræver, at man gør det globalt for at få den bedste effekt, mener han. Han er til gengæld mere i tvivl om en afgift på oksekød.

Rasmus Nordqvist (ALT) mener, at en CO2-beskatning ville være fornuftig at indføre på EU-plan på grund af det indre marked. Han foreslår desuden en CO2-told på produkter, der kommer fra lande uden for EU, så man ikke skævvrider konkurrencen.

Jeppe Kofod (S) peger ligeledes på konkurrencefordelene for eksempelvis Kina, hvis afgifterne kun gælder EU-lande. Af samme grund er han skeptisk over for en CO2-skat i EU, som ikke suppleres af en lignende importafgift for lande uden for Unionen. Han vurderer ikke, at det ville være i strid med internationale handelsregler i WTO at indføre:

»Hvis man siger, at man vil sikre en fri og fair konkurrence, så kan det ikke være sådan, at borgerne i EU skal betale prisen for andre landes udslip.«

Margrete Auken (SF) mener, at det er en skandale, at flyselskaber ikke betaler skat af deres brændstof. Hun påpeger, at der er mange lobbyister, der står i vejen for en troværdig klimapolitik. Det gælder særligt for transportsektoren, landbruget og boligområdet.

Afgifter skal ikke i EU-kassen

Enhedslisten og Folkebevægelsen mod EU er åbne over for klima-afgifter, men afviser sammen med Dansk Folkeparti en skat, der ryger ind over EU’s budget.

»Skatter og afgifter er ikke noget, som EU skal beslutte om. Når nu Sverige indfører flyskatter, så er det en svensk beslutning. Den vil jeg ikke blande mig i, og det skal EU heller ikke gøre,« siger Peter Kofod (DF), der også er imod en national flyskat med begrundelsen, at det vil gå ud over de fattige.

Samme bekymring har Enhedslisten og Folkebevægelsen, der derfor mener, at eventuelle afgifter skal være solidarisk indrettede, så det ikke udelukkende er de rigeste, der har mulighed for at rejse. Rina Ronja Kari (FB) advarer desuden mod at betragte afgifterne som en form for »quick fix«, da de bliver nødt til at blive suppleret af en række andre tiltag.

Nikolaj Villumsen (EL) mener, at EU-landene bør samarbejde om en europæisk togfond, som kan sikre gode togforbindelser inden for Europa som et reelt alternativ til flytrafik. Han kritiserer til gengæld EU’s kvotesystem og ser det som et eksempel på, at EU skaber et marked i stedet for at skabe en løsning.

Forskning, oplysning og personligt ansvar

Morten Løkkegaard (V) ønsker høje ambitioner på klimaområdet gennem internationalt samarbejde for at nå målet om reduktioner af drivhusgasser. En skat på kød og flyrejser løser dog ikke problemerne, mener han, og hvis det alligevel indføres, skal det gøres på nationalt plan.

Mette Bock (LA) mener heller ikke, at det er en opgave for EU at opkræve skatter og afgifter. Hun ønsker generelt ikke lovgivning, der indskrænker borgernes frihed, men peger i stedet på oplysning, forskning og udvikling af nye teknologier, der kan løse udfordringerne på klimaområdet.

Ligeledes lyder det fra Pernille Weiss (K), der advarer mod ”feel-good”-skatter, der reelt ikke gør nogen forskel. Hun mener i stedet, at man bør fokusere på det personlige forbrug ved at indføre en mærkning på klimaskadelige varer.

»Vi har jo en Svanemærkning og andre mærkninger, som hjælper forbrugerne. EU er et tilstrækkeligt stort marked til, at en klimamærkning kan presse på en udfasning af uønskede produkter og adfærd.«

En stor udfordring

Klima er det emne, som flest danskere peger på som vigtigt ved det kommende EU-valg. Det viste en meningsmåling for det danske medie PolicyWatch fra februar 2019. Det er i tråd med den udbredte konsensus blandt klimaforskere, der peger på klimaforandringer som menneskets største udfordring i dette århundrede.

Der skal store reduktioner af drivhusgasser til over en relativt kort årrække, hvis konsekvenserne skal begrænses. Jo længere vi venter, desto mere drastiske skridt kan i sidste ende blive nødvendige, hvis det skal lykkes. Derfor bliver klima et af de vigtigste emner i valgkampen frem mod EU-valget og i mange år frem.

 

 Læs de øvrige kapitler i "EU-valgets ti store spørgsmål" her på siden.