Skal EU sikre arbejdstagernes rettigheder? - EU-valget ti store spørgsmål

Skal EU sikre arbejdstagernes rettigheder?

28.03.2019

BOG. Læs kapitel 9 i bogen EU-valgets ti store spørgsmål, hvor Maria Rosenberg Rasmussen giver overblik over arbejdstagernes rettigheder og de ti spidskandidaters holdninger til, om EU skal have en fælles social dimension. De øvrige kapitler fra bogen udgives her på siden frem mod valget den 26. maj.

9. SKAL EU SIKRE ARBEJDSTAGERNES RETTIGHEDER?

Af Maria Rosenberg Rasmussen

Socialdemokraterne, SF, Folkebevægelsen mod EU, Enhedslisten og Alternativet er enige om, at sociale rettigheder skal vægtes langt højere i EU og bør skrives ind i traktaten, så de økonomiske friheder og konkurrenceregler ikke har forrang for arbejdstagernes rettigheder. Regeringspartierne Venstre, De Konservative og Liberal Alliance, mener ikke EU skal overtage medlemsstaternes rolle på det sociale område, men fortsat kun arbejde for at det indre marked fungerer. De Radikale og DF er i tvivl.

Et indre marked på skinner

EU-Kommissionens første prioritet er at få det indre marked til at fungere optimalt. Det var opgaven fra samarbejdets begyndelse, og er det stadig. Fagbevægelsen har længe kritiseret, at EU-samarbejdets traktatgrundlag vægter det indre marked og fri bevægelighed højest. Så højt at fagbevægelsen har oplevet, at strejke- og blokaderetten er blevet udfordret. Blandt andet ved den såkaldte Laval-dom ved EU-Domstolen i 2008.

EU-Domstolen fastslog, at det ikke var lovligt for den svenske fagbevægelse at lave blokader af et estisk firma, der arbejdede i Sverige, for at tvinge dem til at betale en løn, der svarede til overenskomsten og resultatet af de lokale lønforhandlinger. Præmissen for dommen var, at det ville begrænse den frie bevægelighed for arbejdskraft og tjenesteydelser. En sådan tolkning har både dansk og europæisk fagbevægelse set som en trussel mod arbejdstagernes rettigheder.

Derfor har fagbevægelsen og venstrefløjen længe presset på for at få en social dimension skrevet ind i EU-traktaten. Det er ikke sket, men der har dog været noget bevægelse i spørgsmålet. I 2015 vedtog EU-samarbejdet den sociale søjle, som er 20 principper, der har til hensigt at trække EU i en mere social retning. I 2018 blev EU-Kommissionen, EU-Parlamentet og Ministerrådet enige om en opdatering af udstationeringsdirektivet, der har til formål at sikre samme løn for samme arbejde på samme sted.

Konflikt mellem røde og blå partier

Spørgsmålet om, hvorvidt EU skal have en social dimension, deler de danske spidskandidater. I store træk er de røde partier stemt for, at EU skal i retning af et socialt Europa.

Jeppe Kofod fra Socialdemokraterne sætter ord på det krav:

»Vi vil gerne have traktatfæstet en social- eller arbejdsmarkedsprotokol, som respekterer den danske model, men også andre velfungerende nationale modeller. Vi går til valg på, at sociale rettigheder ligestilles med de fire friheder og at overenskomster skal respekteres. Indtil det kommer ind i traktaten, er det noget, vi vil kæmpe for i lovgivningen. Sociale rettigheder skal ikke være underlagt konkurrenceregler.«

De blå partier er overvejende uenige i det synspunkt. Morten Løkkegaard (V) mener, at det vil være en trussel mod den danske model, hvis EU får mulighed for at lovgive på det sociale område. »Nej, for det ville betyde, at man må følge op med en masse lovgivning og i praksis udvikle en social union. Det ville være et brud med den model for et velfærdssamfund, som vi i Danmark har udviklet til den bedste i verden.«

Han erkender dog, at det europæiske samarbejde har en række udfordringer, for eksempel med underbetalte chauffører og med truslen om ”velfærdsturisme” når børnechecks kan sendes over grænserne. Men han mener i lighed med de øvrige borgerlige partier, at disse udfordringer skal klares sag for sag.

Håb om traktatændringer ikke nok

”Helt klart, ja”, lyder det fra Rina Ronja Kari (FB), på spørgsmålet om hvorvidt traktaten skal tilføres en social protokol. Men hun er ikke optimistisk i forhold til udsigterne til det.

»Jeg tror ikke, at det er vældigt realistisk, at det kommer til at ske. Det skyldes dels, at der skal være en appetit på at lave traktatændringer, før man kommer igennem med det. Derudover skyldes det jo, at det indre marked bliver betragtet som kernen i EU-systemet, og man derfor ikke har lyst til at ændre på fundamentet. Det er jo i virkeligheden det, vi gerne vil med en social protokol.«

Enhedslisten er enig i, at det bliver meget vanskeligt at få indført den ønskede sociale protokol, og derfor skal Danmark gå forrest og sørge for fair forhold gennem den danske model, forklarer Nikolaj Villumsen (EL):

»Vi har foreslået, at EU-arbejdstagere skal have deres kontrakt godkendt af den lokale fagforening, før de har mulighed for at arbejde i Danmark, så man sikrer, at danske arbejdsvilkår bliver overholdt. Folk skal være meget velkomne i Danmark, men det skal være på ordentlige forhold. Det er noget, vi i Danmark kunne gøre her og nu.«

En anden bundlinje

Alternativets Rasmus Nordqvist er på linje med de røde partier, men mener ikke, at den sociale dimension er det eneste, der mangler. Han vil også sikre et grønnere EU.
»Økonomi skal være et middel til at nå et mål om social retfærdighed. Men det handler også om, at vi skal have en tredobbelt bundlinje i EU, ligesom vi burde have det i Danmark, så man hele tiden vurderer politik på tre bundlinjer: En grøn, en social og en økonomisk,« forklarer han.

Margrete Auken (SF) har et andet perspektiv på om EU-samarbejdet skal vægte de sociale rettigheder fremfor konkurrenceregler og økonomiske friheder:

»Ja, selvfølgelig, og sådan er det jo allerede. Men vi arbejder hele tiden på at stramme op på det. Vi er for eksempel i fuld gang med at arbejde med ”work life balance” under den sociale søjle i EU, hvor vi har forbedret barselslovgivningen gevaldigt.«

Auken henviser desuden til det opdaterede udstationeringsdirektiv, der skal forhindre løndumping inden for EU’s grænser. Ifølge hende er det et klart udtryk for, at EU har sat kursen mod et mere socialt fællesskab.

Ikke mere union

Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance bakker op om Morten Løkkegaards holdning. De to partier mener ikke, at EU skal udvikle sig til en social union, der skubber konkurrenceregler og økonomiske friheder i baggrunden, og understreger samtidig, at EU-borgere ikke per automatik skal have ret til sociale ydelser, når de bor i et andet EU-land, hvilket 15 millioner borgere i alderen 20-64 år gjorde i 2018.

»Sociale rettigheder er et nationalt område, og jeg ser EU som et fællesskab af nationalstater. Det er noget, som landene skal tage hånd om selv. Det lugter lidt af, at man med arbejdsmarkedspolitik forsøger at udbrede mere union, end vi vil det,« siger Pernille Weiss (K).

Den omdiskuterede velfærdsturisme er den udfordring, der optager Mette Bock fra Liberal alliance.

»Arbejdskraftens frie bevægelighed er godt for Europa, men det giver problemer, at vi pålægges at give automatisk adgang til velfærdsydelser. Det er der ikke opbakning til i befolkningerne,« lyder det fra Mette Bock, der mener, medlemsstaterne selv skal have mulighed for at bestemme, hvilke borgere, der skal have adgang til velfærdsydelser.

Tvivl hos De Radikale og DF

Anderledes tøvende, men i meget forskellige retninger, er svarene fra De Radikale og DF. Morten Helveg Petersen (R) er ikke sikker på, at EU skal forsøge at sideordne sociale rettigheder med de fire friheder i traktaten:

»Jeg ved det ikke. Jeg er stor tilhænger af sociale rettigheder i det indre marked. At folk ved, hvad de har med at gøre, og hvad deres retsstilling er. Men jeg synes, at det er svært at rangordne sociale og økonomiske rettigheder. Jeg er stor tilhænger af den danske model på arbejdsmarkedet, at vi har et samfund, hvor parterne tager ansvar. Så jeg mener ikke, at EU bare skal ind og vedtage alt muligt, der går ind og trumfer de tiltag, vi har konstrueret herhjemme. Men jeg kan forestille mig eksempler, hvor man går ind og inspirerer – for eksempel på barselsområdet, som vi har set senest – og det er fint.«

»Det ved jeg ikke,« er også meldingen fra Peter Kofod (DF), der som nyudnævnt spidskandidat er tvivl om, hvad DF’s præcise linje i spørgsmålet skal være:

»Der skal sættes ind overfor social dumping. Vi kan ikke have, at folk arbejder under slavelignende vilkår til elendig løn. Det er en udnyttelse, som skal standses, men om der skal laves om på traktaten, vil jeg vende tilbage om.«

Måske vender DF’s spidskandidat tilbage med en holdning til traktatændringer inden EU-valget i maj. Men det kommende Parlament kommer uanset hvad til at skulle håndtere en række spørgsmål på arbejdsmarkedsområdet. Blandt andet om ny regulering af transportsektoren, der ikke er omfattet af den seneste revision af Udstationeringsdirektivet.

Læs de øvrige kapitler i "EU-valgets ti store spørgsmål" her på siden.