Mafiaen i Europa

Torsdag den 3. maj 2018, kl. 17.00-18.30

Wegeners Gård, Vesterbrogade 60A, 1620 Kbh. V

Debatmøde med don Luigi Ciotti

Mafiaen i Europa

Organiseret kriminalitet i EU spreder sig med hast fra våben, narko, prostitution, menneskesmugling og økonomisk kriminalitet til mange andre sektorer af økonomien. Mød don Luigi Ciotti, præsident for antimafia-netværket Libera i Italien, og hør ham fortælle om status i kampen mellem EU's stater og mafiaerne.

Libera er et netværk af 1600 organisationer, skoler, fagforeninger og kooperativer i Italien, der kæmper imod organiseret kriminalitet og for social lighed, retfærdighed og demokrati.

Netværksorganisationerne arbejder bl.a. med at tilbageføre konfiskeret mafia-ejendom, det vil sige at drive virksomhed på tidligere mafia-jorder, huse, cafeer og restaurationer. Derudover bedriver de undervisning, bekæmper korruption, støtter mafia-ofre og arrangerer kampagner til støtte for social retfærdighed, beskyttelse af arbejdspladser og regional udvikling.

På debatmødet kan du høre Liberas præsident don Luigi Ciotti fortælle om organisationens arbejde og udsigterne i kampen mod mafiaen i nutidens EU med åbne grænser og en lov, der tvinger medlemslandene til at sætte alle større opgaver i EU-udbud.

Er mafia og korruption kun sydeuropæiske fænomener, eller bør vi også komme ind i kampen i Nordeuropa? Hvad er der behov for, at EU gør i kampen mod organiseret kriminalitet? Er der elementer i EU, for eksempel de åbne grænser eller udbudsreglerne, der fremmer mafiaen?

Don Luigi Ciotti har baggrund som gadepræst og er berømt i Italien for sin utrættelige indsats mod mafiaen og for sit sociale arbejde i øvrigt siden 1965. Han er præsident for antimafia-netværket Libera.

Lone Puerari har boet i Italien siden 1972, hvor hun har virket som lærer på handelsgymnasier. Hun har siden 2013 været involveret med Libera, og har for nyligt oversat don Luigi Ciottis bog ’Håbet er ikke til salg’. Lone vil på mødet oversætte mellem dansk og italiensk.

OBS: Don Luigi Ciotti taler italiensk på mødet, som oversættes til dansk af Lone Puerari. Der vil være åbent for spørgsmål fra publikum.

Deltagelse: 50 kr. inkl. kaffe og the. 20 kr. for studerende. Gratis for medlemmer af DEO. Bogen ’Håbet er ikke til salg’ vil kunne købes på mødet for 120 kroner.

Torsdagsmøder på Wegeners Gård:
DEO afholder debatmøder på Wegeners Gård hver torsdag kl. 17.00-18.30 i 2018. Møderne fanger højaktuelle debatter og offentliggøres derfor med få ugers varsel på hjemmesiden.